Peru & Cuba

Hej alle!

Som jeg naevnte sidst, saa besoegte vi indimellem inca trail og vores tur til junglen en familie i lokalsamfundet, Ccoccaccolla (Ja, det staves saadan!), i bjergene lidt uden for Cuzco.

Vi moedtes med Ciprian og hans kone Francisca et sted mellem Cuzco og Pisac, hvor vi foerst spiste frokost i deres ene (!) hus som laa ved vejen, og senere gik vi op til deres "rigtige" hus som laa i lokalsamfundet. Nede ved vejen blev vi hver isaer sat igang med arbejde: Christian skulle hjaelpe Ciprian med at flytte ler til at lave mursten af, og jeg hjalp Francisca med at bygge en lille stenovn udenfor, som vi brugte til at lave en slags bagekartofler i. Turen op til selve Ccoccaccolla tog ca. en halv time, og der blev gloet en del som vi kom gaaende, baade sammen med familien og senere ogsaa da vi gik en tur selv.
Til aftensmad hjalp jeg igen til, mens Christian fik lov at kigge paa - vi fik virkelig lov at maerke koensrollerne, mens vi var der. En meget maerkelig ting var dog, at familien konsekvent henvendte sig til mig alene med spoergsmaal om alt fra Danmark til hvilken the vi ville have - ogsaa selvom Christian sad lige ved siden af. I starten taenkte vi ikke saa meget over det, men det blev mere og mere tydeligt - og ogsaa irriterende, det var som om de betragtede mig som en slags talsmand for os begge. Vi sov hos familien, og naeste morgen gik vi - udklaedt i traditionelt peruviansk toej - med ned paa landsbyens "markedsplads", hvor vi hjalp med at goere familiens bod klar. Herefter var det bare at vente paa at turister ville ankomme i store hvide busser og haabe paa, at naar de gjorde, ville de koebe nogle af de forskellige taepper, huer, vanter og taerklaeder som sirligt var lagt frem i de forskellige boder.
Det var ret sjovt at vaere paa "den anden side" af den verden, som vi har oplevet paa en del markeder efterhaande, og Christian gjorde da ogsaa en indsats for at lokke turisterne ind i familiens bod.
Senere vendte vi tilbage til huset for at lave frokost, og derefter tog vi tilbage til Cuzco for at goere klar til jungleturen. Alt i alt var det en interessant oplevelse, selvom det var virkelig aergerligt og maerkeligt, at de ikke lod til at tale med Christian.

Dagen efter, tidligt om morgenen, tog vi afsted mod junglen, hvor vi skulle tilbringe 9 dage. Vi var begge to virkelig spaendte, det var virkelig noget vi havde set frem til. Det meste af den foerste dag gik med en forfaerdelig bustur - det tog 8 timer at tilbagelaegge 200 km, fordi vejene var i saa daarlig stand, og jeg blev virkelig koeresyg. Vi besoegte en farmer paa vejen, som avlede alt fra cocablade til nogle orange tomatplanter, der hed (og lignede) kopatter. Paa farmen havde de ogsaa to store arapapegoejer, samt en lille, langsnudet peruviansk vaskebjoern, som de havde fundet som unge og opfostret. Den var helt tam og opfoerte sig meget ligesom mine katte derhjemme, den var i hvert fald ogsaa utrolig glad for at blive kloeet paa maven
Dagens hoejdepunkt var, da vi stoppede ved et udkigspunkt for at betragte en lille fugle med hoejroedt hoved ved navn Cock of the Rocks udfoere sin parringsdans.
Naeste morgen begyndte vi sejlturen op ad Rio Madre de Dios, som foerte os ind i regnskoven og taettere mod Manu reservatet, hvor vi skulle tilbringe nogle dage. Fra baaden saa vi et hav af forskellige fugle - gribbe, papegoejer og mange andre baade store og smaa arter. Paa tredjedagen naaede vi dog langt om laenge til selve reservatet, hvor vi besoegte nogle beskyttede soer. Her var det kun tilladt at sejle rundt med en katamaran uden motor, og fra den kunne vi betragte aber, krokodiller, fugle og det mest betagende: Kaempeoddere. Disse kan blive op til 2 meter lange, og vi kom virkelig taet paa dem, saa vi kunne betragte dem spise, lege og opdrage deres unger. Paa et tidspunkt var vi saa taet paa, at vi kunne hoere det knase hver gang en af odderne tog en bid af deres fisk. Det var saa fantastisk.
Undervejs paa turen var vi paa flere gaature, baade om dagen og om aftenen, og vi fik set en del forskellige aber (heriblandt en kaempe flok af Hr. Nilsson'er) og om natten var det isaer de store og farverige insekter, der tiltrak opmaerksomhed. Af stoerre pattedyr fik vi ud over odderne og de mange aber, ogsaa set capybaras (et marsvineagtigt dyr, vejer dog ca. 100 kg) og vilde grise.
Det var virkelig en fed tur, det hele var saa anderledes fra naturen vi ellers er vant til, og vi havde en rigitg god guide, der kunne forklare os om mange af de unikke tilpasninger, som hvert dyr, trae eller insekt har tilegnet sig for at kunne overleve i regnskoven. Tiden gik dog hurtigt, efter 9 dage vaek fra alting, skulle vi pludselig tilbage til civilisationen igen.
Vi havde egentlig planer om at stige af undervejs på turen tilbage til Cuzco for at tage til en bjergtop ved navn Tres Cruces. Her kan man, når det er skyfrit, nogle gange se en særlig solopgang, hvor en optisk illusion får det til at ligne at flere sole står op på samme tid, det skullr være helt fantastisk. Desværre var himlen dækket af tykke skyer, så vi besluttede os for at droppe det.
Tilbage i Cuzco brugte vi en dag paa at slentre lidt omkring, og vi fik koebt busbillet til byen Ica med afgang samme aften. Ica ligger næsten ude ved kysten, nogle hundrede kilometer syd for Lima, og turen tog ca. 17 timer. Da vi ankom, fandt vi dog ud ud af, at vi kunne tage samme bus videre mod kystbyen Pisco, som vi egentlig hellere ville besøge, så vi blev nærmest i en haandbremsevending smidt af ved en afkoersel til Pisco. Herfra tog vi saa en taxa til selve byen, hvor vi indlogerede os paa et virkelig hyggeligt hostel med en meget venlig værtinde.
Efter at have kigget lidt paa byen, fik vi kigget naermere paa Christians ankler, hvor han havde faaet nogle ret voldsomme udslaet. De var saa slemme at vi besluttede at gaa til laegen, og det viste sig at han havde faaet en hudinfektion fra nogle insektbid, saa nu var det hans tur til en sydamerikansk laegebehandling og han fik baade indsproejtning og en masse piller.
Efter indsproejtningen blev han temmelig syg, men heldigvis var han klar igen naeste morgen. Vi tog derfor til nabobyen Paracas, hvor Paracas-reservatet også findes. Vi havde egentlig taenkt os at besoege det paa egen haand, men en mand fik overtalt os til at tage med paa en tur. Dette var temmelig heldigt - reservatet viste sig at vaere et temmelig stort oerkenomraade, som vi umuligt kunne have naaet rundt i til fods.
Sandet i oerkenen havde flere forskellige nuancer af roedt og gult, og der var ogsaa et temmelig stort kystomraade - det var meget langt fra hvad vi ellers har set her i Peru. Denne store variation i naturen; bjerge, jungle, oerken og kyst var da ogsaa en af de ting der gjorde, at vi valgte at tage til Peru.
Vi holdt en temmelig lang pause i en lille landsby i reservatet (den bestod af ca. 5 restauranter), hvor vi brugte tiden paa at udforske omraadet og isaer betragte de mange pelikaner, som svoemme, floej og vraltede rundt omkring.
I slutningen af turen lykkedes det chauffoer, guide og en slags vagt på bussen at tage roeven paa hele turgruppen, saa alle skulle betale 3 soles for en ekstra benzinudgift, fordi der var en vejblokade, så vi måtte tage en omvej. Jeg var lidt mistroisk fra starten, og da jeg på tilbageturen fik regnet lidt på tingene, var det tydeligt at de havde fuppet os godt og grundigt. Jeg valgte at kommentere det over for dem, hvilket resulterede i, at guide og chauffør kiggede ned i jorden og ignorerede mig, mens vagten blev temmelig hidsig - hvilket jeg også gjorde. Vi kom op at skændes, men jeg var egentlig ligeglad med pengene, jeg var bare så træt af folk, der prøvede at tage røven på os, fordi vi har blå øjne, og det kom så til at gå ud over ham. Jeg endte med at gå derfra nærmest endnu mere hidsig, men da jeg var kølet ned, kunne jeg ikke lade være med føle mig lidt stolt: Jeg havde gennemført et skænderi (= hurtig og mindre velovervejet ordveksling) på spansk. Det var sejt.
Næste morgen skulle vi på endnu en tur, denne gang en bådtur til Las Islas Ballestas, som er nogle klippeøer med søløver, pingviner og en masse fugle.
Vi blev hentet tidligt om morgenen, og skæbnens ironi ville, at det var akkurat samme folk som på turen dagen før. Vagten prøvede ellers håbefuldt et "Det er altså Christian fra Danmark, vi skal hente", da vi kom ud fra vores hostel, og han blev langt fra begejstret, da vi fortalte, at det altså var os.
Turen var dog ret spændende. Vi så både en kæmpestor søløve og et par små, der lå og sov på klipperne. Vi sejlede også forbi en mellemstor ø, der var dækket af en sort masse, der bevægede sig. Det viste sig at være fugle - mere præcist 2 millioner fugle. Det var vildt.
Dagen efter tog vi bussen videre til byen Chincha lidt længere oppe ad kysten. Det var en temmelig stor by, men mærkeligt nok virkede indbyggerne overhovedet ikke vant til turister - overalt gloede folk på os.
Vi blev der kun 1 1/2 dag, så besluttede vi at tage mod Lima - vores sidste stop i Peru. Her er vi så nu, indlogeret på et hostel i en temmelig vestlig bydel. Byen er kæmpestor - i virkeligheden er hver bydel en lille by i sig selv, og selvom vi bor i den centrale del, så er der stadig mere end 12 km (delvist via motorvej!) ind til centrum. Det er virkelig nogle helt andre distancer end vi har været vant til. Samtidig er byen ikke sikker alle steder, så tit (og altid efter mørkets frembrud) er det bedst at tage en taxa, hvis man skal rundt. Det er ikke fordi det er så dyrt, men jeg synes nu altså det er rarest at kunne gå rundt.
I går startedevi ud med at besøge den cubanske ambassade, da vi endnu ikke havde fået et visum til Cuba. Senere var vi så på sightseeing rundt i centrum, vi startede med en gratis og virkelig spændende guidet tur rundt i Lima. Vores guide var en australier, der havde studeret historie og politik, og som med stor entusiasme fortalte om Limas historie med udgangspunkt i sammenstødet mellem spanierne og inkaerne for 500 år siden.
Senere tog vi en bus gennem et af byens slumkvarterer for at komme op på et højdedrag med udsigt over byen. Man kan vist roligt sige, at det var noget anderledes forhold vi så i slumkvarteret i forhold til alt hvad vi ellers har set i Lima. Halvdelen af Perus befolkning lever godt nok under fattigdomsgrænsen, men det var noget af en kontrast at komme fra det rige centrum med højhuse og glasfacader til et område med blikhuse og hvor en del huse manglede vinduer.
Til aftensmad gik vi på jagt efter en omgang ceviche, som består af frisk fisk med lime og en stærkt krydret salsa. Det er en af Perus nationalretter, og i går bar det tilmed national cevichedag, så vi mente det var passende.
I dag har været temmelig afslappet, vi har været en tur rundt i bydelen, og også en tur nede ved stranden for at dyppe tæerne i Stillehavet.
Vi har netop været forbi et supermarked for at købe ind til aftensmad, og jeg har udsigt til i aften at få min første rigtige ostemad i 3 måneder! Alle andre steder i Peru har vi ellers kun kunne få en temmelig smagsløs efterligning af en ost, aå jeg var nærmest målløs, da jeg faldt over køledisken med ost tidligere. Kan næsten ikke vente!
I morgen tager vi mod lufthavnen kl. 7. Vi har flere gange i dag tqlt om, at det bliver virkelig mærkeligt at forlade Peru efter disse tre herlige måneder. Det har vaeret en oplevelse at opleve dette lands mennesker, levevis, historie og natur, som alle er saa langt fra det vi er vant til at se derhjemme. Det har vaeret rigtig fedt at vi har tilbragt en del tid sammen med den almindelige peruvianer, og paa den maade er kommet lidt ind under huden paa virkeligheden her.
Vi glæder os dog også meget til Cuba, forhåbentlig lykkes det at mødes med Marius og Henriette, som også netop er taget dertil.
Jeg håber at kunne skrive fra Cuba på et tidpunkt, men jeg har desværre hørt at internet skulle være meget dyrt og meget langsomt. Men nu må vi se...
Jeg håber I alle har det godt derhjemme, nu er der jo smart heller ikke længe til vi er hjemme igen.
Knus Sofie

Igen er der gaaet al for lang tid siden sidst…
Weekenden i Puno var god, vi var dig kun en enkelt dag i selve Puno, da den var temmelig uinteressant, derefter tog vi til en lille kystby ved navn Llachon, hvor vi boede i en hytte hos et aeldre aegtepar. I loebet af weekenden fik vi ogsaa set Uros-oerne, som er flydende oer lavet af siv. Det var ret fascinerende at se og hoere om oernes opbygning, men det var desvaerre ogsaa meget praeget af turisme.
Den sidste uge gik naesten alt for staerkt, det var en meget maerkelig at alle rutinerne med boernehave, spanskundervisning osv. pludselig koerte paa sidste omgang.
Min sidste dag i boernehaven var herlig, vi holdt en lille fiesta i anledningen med kage popcorn og sodavand. Jeg fik ogsaa danset med mange af boernene og taget et hav af billeder. Som afslutning paa dagen fik alle boernene en ballon, da de gik hjem - de blev naermest ekstatiske, da de foerst fik oeje paa dem.
Om aftenen tog vi en natbus til Arequipa, som er Perus næststørste by, og her ankom vi lørdag morgen. Her havde vi fire dage inden vi skulle tilbage til Cuzco og starte på incatrail. Første dag gik med at kigge på byen, som er en del flottere end både Cuzco og Puno. Mange bygninger er opført i lysegrå sten, lavet af aske fra en nærliggende vulkan, og byen bliver også kaldt "La Ciudad Blanca" - Den Hvide By. Rundt omkring byen ligger flere sneklædte bjerge, bl.a. El Misti som er mere end 5000 m højt. Det hele var meget betagende at se.
Søndag, eller nærmere, natten til søndag (vi blev hentet kl. 3) tog vi afsted på en trekkingtur i Canyon de Colca, som er en af verdens dybeste kløfter. Efter en 4-5 timers kørsel startede vi turen med at køre til et udkigspunkt, hvorfra man kan betragte kæmpestore "condors", Perus nationalfugl, svæve omkring på de varme luftstrømme som stiger op fra kløften nedenunder. Fuglene er sorte og har et vingefang på op til 3 m!
Herefter kørte vi videre en times tid, men pludselig stoppede vi ude i ingenting, og så skulle vi af bussen og begynee vandringen. Vi var en ret lille gruppe, kun fire personer - mig, Christian, en skotte og en franskmand og så guiden Pepe. Eller sagt på en anden måde: Tre unge og meget vandreentusiastiske fyre, guiden og mig. Jeg kunne godt regne ud, at det nok ville blive en temmelig hård tur, hvilket blev bekræftet, da vi begyndte første del, som var en nedadgående sti med mange løse sten. Her var jeg nærmest nødt til at løbe for at følge med, og selv Christian mente det gik æidt for hurtigt - der var knap tid til rigtig at betragte de fantastiske omgivelser.
Vi holdt pause ved en hængebro i bunden af dalen, og det var her at Pepe første gang nævnte for mig, at det altsåvar muligt at leje mulddyr den føldgende dag, som ville byde på 4 timers stejl opstigning. Jeg afslog dog høfligt, inderst inde lettere fornærmet.
Midt på dagen gik vi igennem et meget frodigt område langs en lille bæk, så igennem et par små lokalsamfund, og til sidst skulle vi endnu en gang gå et godt stykke nedad til en oase, der lå i en dal i ca. 2000 m højde, hvor vi skulle overnatte. Om aftenen spurgte Pepe mig igen om jeg ikke ville leje et mulddyr til naeste dags opstigning, og igen svarede jeg nej. Han fortsatte med et "Er du sikker?"
Det endte med at jeg aftalte med ham at Christian og jeg ville starte med at vandre cirka en halv time foer de andre dagen efter, saa vi fik et lille forspring. Dette betoed at vi naeste morgen gik fra lejren kl. 5.30, mens det stadig var moerkt. Turen op var virkelig haard - jeg havde en del kriser, men Christian var en stor hjaelp til at holde mig koerende. Vi blev overhalet af skotten og franskmanden efter ca. 2 timer, men de var aabenbart gaaet fra Pepe, fordi han var for langsom. Det endte ogsaa med at Christian og jeg naaede toppen inden Pepe - hold kaeft hvor var jeg stolt!
I Arequipa besoegte vi ogsaa et gammelt kloster. Det var sjovt at taenke paa, da Christians foraeldre rejste i Sydamerika som unge, havde de ogsaa besoegt netop Arequipa og dette kloster.

Tilbage i Cuzco skulle vi afsted paa Inca Trail - en 4 dages vandring langs inkaernes religioese sti til Machu Picchu, noget vi begge havde glaedet os meget til. Den foerste dag var ikke saa haard - faktisk slet ikke haard, men anden dag fik vi nok at se til. Her skulle vi vandre 1200 m opad for at passere Dead Woman's Pass, og det var noget af en udfordring, men det lykkedes - og bagefter havde jeg en virkelig fed foelelse. Tredjedagen var ogsaa haard, nok mest fordi vi var traette ovenpaa de foregaaende dage og fordi vi vandrede hele dagen. Vi blev dog beloennet eftersom der var en del inkaruiner langs med ruten denne dag, og det var helt fantastisk at se dem med naturen som smuk baggrundsmotiv.
Hoejdepunktet var at naa Machu Picchu til solopgang om morgenen den sidste dag. Vores sidste teltplads var ca. en times vandring fra Solporten, som er indgangen til Machu Picchu, naar man kommer fra Inca Trail. Denne distance blev dog naermest tilbagelagt i loeb, alle havde fundet helt nye kraefter af bare spaending tror jeg. Det var da ogsaa et smukt syn, da vi ankom, og det hele blev blandet med en vis foelelse af lettelse. Vi havde dog stadig en times nedstigning til selve ruinerne, hvor vi fik en guidet rundtur med David. Herefter var der tid til at udforske omraadet paa egen haand, og jeg havde stille og rolige planer om at gaa rundt og se resten af ruinbyen, og derefter tage en 40 minutters tur til "Inka-broen" et lille stykke vaek. Christian var dog aabenbart stadig fuld af energi og valgte at bruge tiden paa at bestige Machu Picchu-bjerget, som ifoelge guiden ville tage 4 timer op og ned. Christian gjorde det dog paa 1 1/2 time - det var helt fantastisk godt gaaet!
Efter at have udforsket Machu Picchu spiste vi frokost med resten af vores gruppe i byen Aguas Calientes, som ligger lige nedenfor. Bagefter var det egentlig planen at vi skulle have vaeret med toget tilbage til Cuzco sammen med de andre, men vi valgte i stedet at vandre videre til en lille by ved navn Santa Teresa, som vi alligevel havde planer om at besoege senere. Vi tog derfor afsked med gruppen kl. 16 for at begynde en 2 timers vandring til en "hydroelektrisk station", hvor vi kunne tage en bus videre til Santa Teresa.
Turen gik langs med nogle togskinner, og et par gange skulle vi gennem smalle bjergtunneller, hvor vi naermest loeb af frygt for at der ville komme et tog. Vi moedte dog kun et enkelt tur paa den 2 1/2 time lange tur - det tog nemlig laengere tid end vi havde faaet af vide, hvilket ogsaa betoed at vi endte med at gaa i moerke og lyse os frem med lommelygter. I virkeligheden var det virkelig en smuk tur - virkelig frodig og da natten faldt paa begyndte et hav af ildfluer at lyse fra buskene. Isaer under den sidste del f turen havde ingen af os dog overskud til at nyde det - vi anede ikke hvor lang tid, vi havde igen eller hvad der ventede os for enden. Vi spurgte dog nogle lokale, som forklarede os, hvornaar vi skulle holde op med at foelge togskinnerne og foelge en sti i stedet, og vi naaede da ogsaa frem til baade den hydroelektriske station og senere Santa Teresa.
I Santa Teresa tilbragte vi nogle afslappede dage ovenpaa turen. Vi besoegte nogle noget afsidesliggende varme bade (det lignede mest af alt en grusgrav), og undervejs blev vi da ogsaa hoefligt bedt om at stige op af badene og bevaege os ca. 100 m vaek, eftersom de liige skulle detonere nogle spraendladninger paa nogle sten. Meget surrealistisk oplevelse, at betragte eksplosionerne og derefter gaa tilbage i vandet igen. Vi proevede ogsaa en "canopy line" i Santa Teresa, mens vi var der, det vil sige vi blev haegtet paa en wire der var spaendt ud over en lille dal, og saa kurede vi ellers henover. Det var ret sjovt.

Ellers har vi ogsaa besoegt et lokalsamfund og vaeret paa en fantatisk 9-dages tur i junglen. Jeg har dog ikke tid til at skrive mere lige nu, om 1 1/2 time skal vi nemlig have en bus til byen Ica, som ligger ved kysten (15 timer vaek), og jeg har ikke pakket. Det er meget maerkeligt at skulle sige farvel til Cuzco - vi er begyndt at omtale det som "hjemme i Cuzco" naar vi har vaeret paa ture, men nu drager vi altsaa ud i den store verden.

Jeg haaber I alle har det godt!

Knus Sofie

Hej alle.

Jeg beklager at jeg slet ikke har faaet skrevet saa laenge, men der er sket saa meget!
Siden sidst jeg skrev har vi tilbragt weekender i hhv. Ollantaytambo, Cuzco og forrige weekend besoegte vi den lille by Maras og den lidt stoerre Chinchero. Vi havde nemlig investeret i et “boleto turistico”, som giver (og kraeves for at faa) adgang til de fleste attraktioner i hele Den Hellige Dal, eneste problem er at det kun er gyldigt i 10 dage, saa vi har vaeret temmelig meget paa sightseeing.
I Cuzco brugte vi tiden til at gaa paa museer og se de omkringliggende ruiner, isaer én af dem var virkelig fantastisk med stenmure lavet af kaempestore sten - jeg ved ikke hvordan de har faaet dem stablet. Loerdag aften saa vi ogsaa et show med traditionelle peruvianske danse. Det var ret interessant at se, og saa gav det mig ogsaa nogle idéer til den kommende gymnastiksaeson.

I anledningen af 1. maj, fik jeg en uplanlagt fridag om mandagen, hvor Christian og jeg tog til Pisac, som ligger en halv time vaek, og gik lidt rundt. Han skulle dog paa arbejde kl. 13, hvorefter jeg besluttede mig for at gaa op og kigge naermere paa ruinerne lidt udenfor byen, som ligger spredt over et bjerg. Dette endte ud i en 4 timers vandretur ad en ikke helt officiel sti, som jeg tilfaeldigt kom ind paa efter et flugtforsoeg fra en stor gruppe turister. Jeg naaede helt op til et fladt stykke ved toppen med en helt fantastisk udsigt - generelt var det bare en helt fantastisk oplevelse at vandre turen, jeg moedte kun to personer, saa det foeltes som om jeg havde det hele for mig selv. Jeg fandt dog vej over til nogle af de officielle ruiner senere ogsaa, som jeg kom ind til ved halvt at kravle over, halvt at kravle udenom et hegn - det var vist ikke meningen at nogen skulle gaa den vej, som jeg kom fra. Senere kom jeg paa afveje igen, denne gang dog ikke med vilje. Jeg kom ud paa nogle temmelig stejle stier, og maatte kravle ned af nogle hoeje "terracings" med sten, fordi der ikke var nogen sti - jeg maa simpelthen vaere gaaet forkert paa et tidspunkt. Jeg endte dog med at stoede paa nogle lokale, som jeg kunne foelge efter ind paa den rette sti. Maa sige at jeg var noget lettet, da jeg saa den foerste af de (store og grimme) blaa skraldespandw, som staar placeret langs med den officielle sti.

Forrige weekend tog vi saa til Maras om fredagen, hvorfra vi tog videre til et ruinomraade i naerheden ved navn Moray: Dette lignede mest af alt et stort amfiteater, men inkaerne brugte det som et biologisk eksperiment, hvor de eksperimenterede med de optimale vaekstbetingelser for deres afgroeder. Imponerende. Vi var noedt til at tage taxa fra en afkoersel, eftersom der ikke gaar nogen busser til hverken Maras eller Moray. Vores taxachauffoer virkede flink, men fik vist snydt os lidt. Vi ville nemlig gerne overnatte i Maras, men han paastod haardnakket at der ikke var nogle steder at dette var muligt. Han koerte os derfor helt tilbage til afkoerslen igen, hvorefter han “pludselig” kom i tanke om at han kunne spoerge sin ven om han kendte et hostel. Det gjorde vennen selvfoelgelig, og derefter koerte han os tilbage til Maras – selvfoelgelig mod ekstra betaling.
Vi blev indlogeret paa et lille “hospedaje” som det hedder, I et vaerelse med 7 senge. Det er ny rekord. VI lavede aftensmad I stedets koekken, som dog viste sig at vaere mere eller mindre privat – vi overraskede I hvert fald ejeren, som var en lille, aeldre og temmelig haerget mand. Jeg kan ikke huske om jeg har naevnt det foer, men stjernehimlen I Calca er noget af det smukkeste jeg har set, man kan se helt utroligt mange flere stjerner end I DK. Calcas stjernehimmel blev dog overgaaet af den i Maras, det var helt fantastisk at staa og betragte den i den lille baggaard der hoerte til el hospedaje.
Vi gik tidligt I seng, men blev ogsaa vaekket tidligt naeste morgen af nogle fugle, der dansede rundt paa bliktaget over vores vaerelse. Vi spiste morgenmad hos nabokonen, som hjalp os med at faa fat paa en fyr, vi kunne leje mountainbikes af. Vi havde planer om at cykle til nogle saltkar fra inkatiden ved navn Salinas, som ikke laa saa langt vaek. Cyklerne saa umiddelbart gode ud, men vi fandt hurtigt ud af at saederne ikke var helt optimale efter vi var taget afsted. Turen dertil var naermest udelukkende nedadbakke - nogle gange endog temmelig stejlt! Tilmed var det langt fra en jaevn sti, og jeg praesterede da ogsaa at vaelte - lige ned i en kaktus OG en tornebusk. Heldigvis slap jeg dog meget heldigt fra det.
Selve Salinas var noget af et syn. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, men jeg har uploadet nogle billeder. Det var saa fantastisk - ikke mindst at taenke paa at det blev udtaenkt og bygget af inkaerne for mere end 500 aar siden.
Eftersom turen ud var nedadbakke, var turen tilbage jo opadbakke - stejlt opadbakke. Vi var noedt til at traekke cyklerne det meste af turen tilbage og er du sindssyg, hvor var det haardt. Christian var dog en helt og stod for moralsk opbakning og tog endog min cykel og trak den sammen med sin egen op ad en saerlig stejl straekning. Inden den sidste del af turen, holdt vi en temmelig lang pause paa et lille stykke graes. Det var helt surrealistisk at ligge der i graesset og kunne betragte bjergene, markerne og de oevrige dele af det fantastisk smukke landskab - og ikke mindst taenke paa hvor utrolig langt vaek fra Danmark vi befandt os.
Senere tog vi bussen videre til Chinchero, hvor vi (som de eneste) indlogerede os paa det ene af byens to hospedajes. Herefter gik vi ud for at finde mad, og derefter var det nogenlunde direkte tilbage i seng, dagens strabadser havde taeret paa energien. Naeste morgen gik vi en tur rundt paa det lokale marked, og senere brugte vi vores boleto turistico til at faa adgang til en hel bydel. Det var ikke hele bydelen, der var speciel, men der var nogle ruiner og en kaempe klippe, men indhuggede saeder. Byen laa ret hoejt (naesten 4000 m), og det var meget sjovt med den anderledes udsigt, det giver, naar man naesten er i niveau med de hoej bjerge, frem for Calca som ligger i en dal med bjergene taarnende op omkring.
Sidste soendag var det ligesom I DK ogsa mors dag her, og det er noget der tages meget serioest! Der har vaeret sindssyg mange tv-reklamer, bannere, plakater og radioindslag op omkring det i ugerne op til, og paa dagen blev der holdt fester i flere byer, som mindede mest af alt om smaa festivaller med live musik, boder og masser af mennesker. I Chinchero saa vi ogsaa en mand i selskab med to politimaend, som gik rundt og oenskede alle de peruvianske kvinder "Feliz Dia Mama", hvorefter de fik konfetti i haaret og et lille glas braendevin.

Som om det ikke var nok med den omgang tyfus jeg havde, saa fik jeg det igen skidt i sidste uge med ondt i maven og kvalme. Det startede tirsdag, saa blev det bedre til torsdag, men natten til fredag gik det helt galt, og jeg kastede op flere gange. Om morgenen fik jeg derfor fat paa Yessika og fortalte, at jeg gerne ville til laegen. Det var dog Jorge, Christians supervisor, der endte med at tage med mig, endnu en gang til klinikken i Coya. Det var dog en noget bedre tur denne gang, for det foerste var jeg klar i hovedet og nu kendte jeg ogsaa "proceduren". Jeg blev tilset af den samme laege, som fortalte at jeg havde faaet en parasitinfektion i maven og sendte mig paa endnu en omgang antibiotika. Hun var ogsaa lige ved at udskrive samme ulaekre jordbaerstads som sidst, men jeg fik forklaret hende at jeg ikke kunne drikke det - ikke uden at kaste op igen. Jeg endte derfor ud med at faa noget uden smag, selvom de proevede at overbevise mig om at det smagte meget vaerre. Men det gjorde det nu altsaa ikke. Sidst men ikke mindst fik jeg en liste over ting jeg ikke maatte indtage, bl.a. alkohol, sodavand, fedtholdig mad, ukogte groentsager og helst heller ikke frugt. Isaer den fedtholdige mad er ikke saa sjov - jeg har hovedsagligt levet af havregryn siden (hvilket passer mig ganske fint), men Felicia tager det temmelig alvorligt, saa naar hun laver mad til mig er det kogt kylling uden krydderier enten i suppe eller maaske med et par kartofler. Temmelig kedeligt.
I weekenden og de sidste dage, har jeg derfor hovedsagligt levet af havregryn - en slags peruviansk havregroed om morgenen, og yoghurt med havregryn til de fleste andre maaltider.

Weekenden tilbragte vi Cuzco, hovedsagligt med afslapning - jeg var ikke til saa meget andet. Vi fik dog ogsaa shoppet lidt - vi har koebt et gulvtaeppe til lejligheden med inkakalenderen, Christian koebte en haengekoeje i Cusco-flagets farver (efter mange diskussioner; vi har altsaa IKKE plads til at haenge en hanegekoeje i lejligheden!) og jeg fik koebt garn - er nu i gang med at strikke et groent halstoerklaede i alpacauld. Sidst men ikke mindst fik vi ogsaa koebt busbilletter til Puno til den kommende weekend, det glaeder jeg mig til. Byen ligger taet ved Lake Titikaka som er en kaempe soe liggende i 4000 meters hoejde. Jeg ved ikke hvor meget vi naar at se til den denne weekend, men vi har taenkt os at vende tilbage senere ogsaa.
I gaar var det jo min foedselsdag, men det var nu ikke den bedste jeg har haft. Jeg var stadig sloej, saa jeg blev hjemme fra boernehave. Christian kom forbi og besoegte mig, og senere tog vi hjem til ham – hans vaertsfamilies yngste datter, Astrid, havde nemlig ogsaa foedselsdag og fyldte 4 aar. Det meste af tiden hos Christian laa jeg I sengen med mit strikketoej, men sent paa eftermiddagen skulle der vaere boernefoedselsdag, hvor Astrids venner fra boernehaven skulle komme.
Det var noget anderledes end en dansk boernefoedselsdag. For det foerste kom alle mindst 1 ½ time for sent, men saadan er det jo her i Peru. Den foraelder (eller de soeskende) der kom med boernene blev ogsaa til festen, og der var placeret stole rundt langs vaeggene, hvor de kunne sidde. Paa et tidspunkt kom der en klovn, som sang, dansede og lavede aktiviteter med boernene. Astrid saa dog ikke ud til at vaere helt tryg ved hans tilstedevaerelse. Der var ogsaa en piñata og to store kager, men jeg var desvaerre noedt til at gaa foer det blev taget i brug. Min vaertsmor, Felicia, havde nemlig om morgenen sagt, at vi skulle have kage om aftenen, saa jeg havde sagt at jeg ville vaere hjemme omkring kl. 19. Da jeg kom hjem, var det dog kun Elba der var hjemme, saa jeg spiste min yoghurt med havregryn og ventede derefter i stuen til kl. 21 foer jeg gik op paa mit vaerelse. Felicia og Annie kom hjem omkring kl. 21.30, men naevnte ikke noget om foedselsdag, saa jeg gik i seng efter at have aftalt med Christian at vi maatte finde et sted og spise kage i Puno i weekenden.

I boernehaven gaar det godt, jeg faar mere og mere indblik i boernenes dagligdag - ogsaa den hjemlige del. Sillacancha, byen hvor boernehaven ligger, er temmelig lille og her er det ikke unormalt at husene mangler doere og vinduer. Nogle steder er hullerne fyldt ud med mursten eller tegl - det er som om at man er gaaet i staa midt i byggeriet.
Forrige uge havde jeg ogsaa en oplevelse, som siger noget om de hjemlige forhold for i hvert fald nogle af boernene: Laereren gennemgik forskellige humoerer – glad, sur og ked af det, og vi snakkede om hvordan man ser ud naar man er i hvert humoer. Boernene var alle enige om, at man graed naar man var ked af det. Da laereren lidt efter ville repetere det hele, spoerger hun ud i klassen: “Hvornaar graeder man?” Til dette svarede en 3-aarig dreng meget uhoejtidelig: “Min mor graeder naar min far slaar hende”. Det skar i hjertet paa mig. Laereren tog det dog paent, hun virkede ikke rigtig overrasket, hvilket fik mig til at taenke at det nok ikke er noget unormalt her. Jeg vidste godt, at det er helt normalt at foraeldre slaar deres boern her, men det andet kom alligevel bag paa mig.
Forleden var vi nede paa en naerliggende fodboldbane for at lege, og jeg laerte boernene "Lille hund, der er nogen der har taget dit koedben" (eller paa spansk "Perrito, alguien tiene su hueso"), det var stor succes. Vi legede ogsaa endnu en gang en leg, hvor alle boernene er ulveunger og jeg er lammet eller grisebassen eller hvad laereren nu finder paa, og saa skal de fange mig. Det er sjovere nu end i starten, der kunne jeg ikke loebe meget mere end 30 sekunder, saa var jeg helt forpustet, men nu gaar det bedre. Det ender dog altid med at jeg lader mig fange, hvorefter alle boernene kommer styrtende. Nogle af dem tager ulve-delen lidt for serioest, er blevet bidt laarene flere gange (med efterfoelgende bidemaerker!) og en enkel gang i ballen.
I dag i boernehaven kom der pludselig en amerikansk kvinde og tre peruvianere ind midt i timen. Det viste sig at de kom fra en organisation der hedder "Foundacíon Becky", opkaldt efter den amerikanske kvindes datter, og aabenbart tager hun rundt en gang om aaret og deler diverse skolesager ud til de traengende boern i Den Hellige Dal. Min boernehave var blevet udset som et af de steder, hvor boernene var "traengende", og de blev hver udstyret med et haefte, en blyant, et viskelaeder, en tandboerste og en tube tandpasta. Det lyder maaske ikke af meget, men I skulle have set boernenes ansigter - de straalede! For dem var det virkelig noget stort. Isaer var tandboersten vist ogsaa temmelig tilltraengt, mange af boernene har virkelig daarlige taender - hos nogle er de naesten raadnet vaek!
Den sidste times tid fejrede vi min foedselsdag - med sang, dans og chokoladekiks. Det var virkelig dejligt at se, boernene var helt oppe at koere - jeg ved ikke rigtig om de normalt fejrer foedselsdagene i boernehaven, men de saa ud til virkelig at nyde det.
Maa stoppe for nu, skal hjem og spise aftensmad (havregryn med yoghurt).
Pas godt paa jer selv i DK!
Knus

Hej alle.

Saa er jeg ved at vaere klar igen efter at have vaeret syg i en uges tid. Det startede i fredags, hvor jeg blev hjemme fra arbejde pga. ondt i maven og migraene. Rigtig aergerligt eftersom det var der jeg foerste gang skulle have staaet for en aktivitet med boernene. Ud paa eftermiddagen gik det dog bedre, saa jeg besluttede at holde fast i mig og Christians aftale om at tage til Cusco. Koereturen gjorde dog absolut ingenting bedre, blev daarligere og saa koeresyg oveni, og da vi ankom til Cusco var jeg virkelig skidt, saa det var Christian, der soergede for at faa os ind i en taxa og senere indlogeret paa et lille hostel. Ejeren var en hyggelig aeldre dame, som dog ogsaa virkede lidt senil, og vi blev indlogeret i et lille vaerelse med tre senge. Lidt spoejst.
Om aftenen laa jeg og klaprede taender pga. feber, men naeste morgen havde jeg det heldigvis bedre, og vi startede dagen med at spise morgenmad og drikke milkshake og kaffe paa en lidt turistet café. Det var helt fantastisk at faa en kop rigtig kaffe, det havde jeg ikke faaet siden vi tog fra Koebenhavn. I min vaertsfamilie drikker de en kaffe-efterligning, som er lavet paa hvede i stedet for boenner, og det lugter virkelig grimt - familien tror jeg ikke drikker kaffe. Har flere gange med laengsel taenkt paa kaffemaskinerne paa mit gamle arbejde, Center for Biologisk Sekvensanalyse.
Bagefter begav vi os ud i Cuscos meget stejle gader. Byen ligger i en dal, men kryber op ad bjergene flere steder, saa der er god motion i at traske rundt i (eller rettere sagt: op og ned) af gaderne. Ogsaa naar man taenker paa den ligger i ca. 3500 meters hoejde. Vi gik mest bare rundt og betragtede byen, besoegte nogle smaa boder og markeder og Christian fik taget billeder. Vi saa ogsaa optakten til et peruviansk bryllup ude foran en kirke, med brudepiger i skrigende pink kjoler og en brud i en ret vild marengskjole. Maaske lige i overkanten.
Efter at have udforsket de smaa hyggelige gader i den mindre turistede del af byen, bevaegede vi os ud paa eftermiddagen tilbage mod de mere turistede dele, som dog ikke er naer saa charmerende. Vi fik en lille snack og vendte saa snuden tilbage mod vaerelset. Planen var at tage ud med de andre frivillige om aftenen, da der var to der havde foedselsdag. Det blev dog ikke til noget - jeg havde hele dagen kaempet med mavepine og kvalme, og det blev rigtig slemt igen om aftenen. Vi havde dog ikke faaet saa meget mad, og vi laa paa vaerelset og fantaserede om pizza og pomfritter. Sent paa aftenen gik vi saa ud og fik noget mad, som dog ikke var noget at raabe hurra for. Vi bestilte derfor en ekstra portion stegt kylling med pomfritter, som vi spiste paa vaerelset. Laekkert.
Naeste dag var vi igen tidligt oppe, og da vi kom ud i gaden var det tydeligt at det var Palmesoendag - der var peruvianere overalt, i deres fineste toej paa vej i kirke, og isaer Plaza de Armas, Hovedpladsen, var fyldt op. Vi gik og saa os lidt omkring og begav os saa afsted efter morgenmad. Vi endte paa caféen lige overfor den, vi havde spist paa dagen foer, og det viste sig at vaere virkelig en god idé. Vi fik frugtsalat med yoghurt og honning, scrambble eggs, pandekager, broed, kaffe og laekker juice og det hele var virkelig laekkert. Helt sikkert et sted vi vil vende tilbage til. Vi gik endnu en gang lidt rundt, saa forbi en netcafé og til sidst frokost, inden vi gik tilbage til vores hostel og hentede vores ting for at vende snuden tilbage mod Calca.

Om aftenen blev jeg igen skidt, oveni de mavekramper og kvalme der havde fulgt mig det meste af weekenden. Mandag var den helt gal, og besluttede mig for at bede om at blive tilset af en laege. Herefter snakkede jeg med Yessika, som sagde at hun ville komme hjem til mig om 10-20 min for at tage med mig til laegen. En overskuelig tidshorisont paa det tidspunkt, men her i Peru kommer alle for sent, og Yessika lavede sit hidtil bedste nummer ved foerst at dukke op naesten to timer efter vi foerst snakkede sammen - vel og maerke uden at give besked foer jeg ringede til hende og spurgte hvorfor hun ikke kom. Paa det tidspunkt var jeg mest bare forvirret over hun ikke var der, men senere da jeg blev klar i hovedet (og selv nu her, naar jeg skriver det), bliver jeg saa vred over at den respektloeshed hun udviste. Argh!
Men vi kom afsted til klinikken som laa i en naerliggende by, men busturen var helt forfaerdelig, maatte staa op hele vejen og klamre mig til en bagagehylde. Jeg var saa svimmel at jeg var ved at vaelte selv naar bussen holdt stille.
Da vi ankom til klinikken gik det hele ret hurtigt, jeg blev foerst vejet og fik taget temperatur og blodtryk af nogle sygeplejesker, og derefter blev jeg undersoegt af en laege. Hun talte kun spansk og Yessika maatte derfor vaere tolk, var ikke i stand til at sige tre ord paa spansk paa det tidspunkt. Den foreloebige diagnose var dehydrering, saa Yessika var henne paa et apotek og koebe 1 liter saltvand jeg skulle drikke. Producenterne havde dog vaeret saa (u)smarte at tilfoeje jordbaersmag til vandet, og det er simpelthen noget af det klammeste jeg har smagt. Forestil jer at drikke en vaeske med en utrolig syntetisk og vammelt soed joardbaersmag som samtidig smager salt. AD!
Derudover fik jeg af vide jeg skulle have taget baade blodproeve og affoerringsproeve, men slap udenom blodproeven, da jeg fik fortalt Yessika at jeg er bange for naale.
Det var virkelig ikke sjovt at vaere der - for det foerste havde jeg det utrolig skidt, det hele var fremmed og kun Yessika forstod hvad jeg sagde, og ikke engang hun kunne forklare mig hvad det var de troede jeg fejlede og hvad det var de ville behandle mig med. Derudover skulle jeg i min temmelig omtaagede tilstand tage stilling til om jeg ville til Cusco og faa taget proeverne - her ville de tale engelsk og behandlingen var gratis (det var den ikke her). Men tanken om 45 min ekstra bustur var uoverskuelig, saa besluttede at blive i Calca. Fik lov til at sove lidt paa en briks i et meget simpelt behandlingsrum, mens jeg ventede paa svar fra proverne, og senere fik jeg af vide at jeg havde "difoidea" og blev udstyret med diverse medicin. Paa det tidspunkt var det fint for mig, jeg anede ikke hvad det var, men ville bare hjem og vaek fra klinikken. Senere har jeg fundet ud af at difoidea er spansk for tyfus, fik mig til at taenke paa kz-lejre og lign.
Jeg har altsaa ikke vaeret paa arbejde hele ugen, men er nogenlunde ovenpaa igen nu her. Det er meget maerkeligt, for det har slet ikke vaeret ligesom en forkoelelse eller lign., hvor man foerst bliver syg og saa bliver det langsomt bedre. I stedet gaar det hele tiden op og ned - overvejede allerede tirsdag morgen om jeg var klar til at tage paa arbejde, og en halv time senere kunne jeg knap bevaege mig pga. mavekramper.
Det har vaeret temmelig kedeligt i laengden, men er blevet reddet af at jeg har kunne ligge og hoere lydboeger (Tak Louise!), og saa har Christian vaeret forbi nogle gange. I gaar havde vi en spansklektion sammen og gik bagefter ud for at spise. Dejligt at komme lidt ud igen, har foelt mig temmelig isoleret.
I aften skal vi have en lektion mere, og bagefter skal vi ud i byen og se hvad der sker i anledning af La Semana Santa - det er rimelig stort her, da de er katolikker. Der er faktisk lige gaaet et optog forbi netcaféen med en del mennesker, et orkester og en stor kiste med blomster paa. Tror det skulle symbolisere Jesus, det var i hvert fald et temmelig voldsomt begravelsestog ellers.
Smagte lidt traditionel peruviansk paaskemad i gaar og skal hjem og smage mere nu her.
I morgen tager mig og Christian til en af de andre byer her i Den Hellige Dal.
Haaber I alle har det godt!

Sofie

Hej alle.

Har lige tid til et indlaeg inden jeg skal hjem og spise.
Jeg kommer lige fra et af de mange steder i byen, hvor det er muligt at lave fotokopier. Efter at have leget menneskelig kopimaskine i en uge, hvor jeg dagligt har lavet mellem 15 og 20 kopier af tegninger af vindrueklaser, kalkuner, skyer, katte, klovne og lign., enten i boernehaven eller derhjemme, har jeg nu faaet groent lys af Projects Abroad til at tage fotokopier paa deres regning. Det er vaeldig rart.
Jeg har ogsaa gang i et stoerre projekt med at lave fire memoryspil med tallene til de stoerre boern. Bruger det meste af tiden derhjemme paa at sidde og klippe og tegne paa mit vaerelse, mens jeg hoerer Harry Potter som lydbog. Det er slet ikke saa skidt, som det maaske kunne lyde (:
Jeg er ogsaa ved at falde til i boernehaven nu, har laert boernenes navne, rutinerne osv. Paa fredag skal jeg ogsaa lave de foerste selvstaendige aktiviteter med boernene og det er jeg lidt spaendt paa - ogsaa selvom det "bare" er, at forklare dem at de skal male og klippeklistre paa en figur af et jordbaer. Det betyder nemlig at jeg skal udfolde mit spanske lidt mere offentligt end jeg hidtil har gjort. Selvfoelgelig snakker jeg med boernene saa meget jeg nu kan, men naar jeg har sagt noget hoejt til, har det mest vaeret saetninger som "Saet dig ned", "Vaer stille" og "Du maa ikke slaa" som jeg har laert fra et utroligt nyttigt papir med gloser, som jeg fik af min supevisor, Yessika.
Jeg havde dog min foerste spansklektion hernede i mandags, og det gik bedre end forventet (havde virkelig heller ikke forventet meget), men stadig langt fra godt. Naar mit stoerste problem er ordforraad og vendinger, er det lidt problematisk, at min laerer ikke kunne forklare mig, hvad de ord hun skrev paa tavlen rent faktisk betoed - vi sad i stedet og brugte utrolig meget tid paa at slaa ordene op i hver vores ordbog. Jeg snakkede derfor med Yessika om at skifte laerer, og hun kom forbi paa arbejdet i dag og sagde at det var gaaet i orden. Jeg har nu faaet den samme som Christian - en ung gut paa vores alder, som vist baade taler engelsk og fransk, og Christian har talt utrolig positivt om ham.

Det gaar ogsaa fint nok med at bo hos familien, selvom man lige skal vaenne sig til at nogle ting bare er anderledes end man er vant til. Min vaertsmor er endnu mere pylret end min egen mor (men jeg kan jo godt lide dig alligevel, mor ) - det er utroligt hvor mange formaninger hun kan finde paa. Hvis jeg er i solen, faar jeg at vide jeg skal tage hat paa ellers bliver jeg daarlig (selvom jeg maaske bare lige er gaaet en tur gennem haven), jeg maa ikke drikke koldt vand for det er ikke sundt her i bjergene, og hun har naesten altid ogsaa noget parat til naar jeg gaar nogen steder. Jeg ved hun mener det godt og ellers snakker jeg ogsaa ret godt med hende, saa det goer mig ikke saa meget - nogle af raadene er jo ogsaa meget gode, naar man lige tager dem med et gran salt. Jeg har dog nogle gange lidt problemer med min vaertsfar. Han er meget dominerende og dirigerende, og han har det lidt for tit med at fortaelle mig hvad jeg skal spise, hvad jeg skal goere, og ikke mindst hvordan jeg skal goere det. Og hvis jeg saa goer tingene lidt anderledes eller paa min egen maade bliver han ved med at rette indtil jeg goer det som han vil have det. Det kan vaere virkelig anstrengende, og jeg maa virkelig minde mig selv om at tage det roligt nogle gange. Heldigvis er han dog ikke saa meget hjemme igen, saa det gaar. Men hvis det ikke var fordi jeg kun skal bo her i 2 maaneder, (og fordi jeg er for gammel til det) havde jeg allerede startet et teenageoproer - ingen af deres doetre lader til at have gjort det endnu :P

I weekenden tog mig og Christian som jeg naevnte en tur til en naerliggende landsby, mere praecist Lamay, hvor hans skole ligger. Det var en ret hyggelig lille by, og der var en del mere stille end her i Calca, hvor der koerer "moto-taxis" rundt overalt. Moto-taxis er som en slags overdaekkede scootere med bagsaede og de transporterer en rundt i byen for 1 sole - de minder i virkeligheden meget om de tuc tuc'ere der findes i Thailand. Det er dog meget sjovt at se, hvordan chauffoererne udsmykker deres vogne - de fleste har mindst et par store klistermaerker, jeg har set en med et regnbueflag haengende bagpaa, Batman koerer ogsaa rundt et sted, men den absolut fedeste jeg har set endnu ligner mest af alt et stort insekt - isaer i moerke. Den har diodelys i roed og groen dinglende bl.a. fra taget som ligner smaa antenner. Jeg vil proeve at fange et billede af den paa et tidspunkt, for den er virkelig genial.
Ellers var weekenden stille og rolig - maaske lidt for stille og rolig. Glaeder mig til at tage til en stoerre by i den kommende weekend.

Jeg maa loebe nu, som sagt skal jeg hjem og spise.
Knus Sofie